SexologSexologiske problematikker

Smerter ved samleje

Af 18/11/2024december 16th, 2024Der er ingen kommentarer

Når sex gør ondt

Undersøgelser viser, at hver 5. danske kvinde oplever seksuelle udfordringer, hvor smerter/ubehag ved samleje er den største årsag. Det kan give utroligt mange gener – både i og udenfor soveværelset. Hvis du oplever, at sex er smertefuldt, men ikke helt ved, hvad årsagen kan være? Så er du velkommen til at læse videre og få et indblik i smerter ved samleje og hvordan det kan give sig til udtryk hos kvinder.

Når du har smerter ved samleje…

Så kan det føles enormt ensomt, isolerende og frustrerende. Sex er jo noget alle har og sex skal være nydelsesfuldt – for begge parter. Det kan være svært at få kommunikeret til sin partner, at grunden til afvisningen ligger i ikke at kunne overskue den efterfølgende smerte og ikke fordi lysten til partneren ikke er der. Det kan være svært for en partner at sætte sig ind i, hvordan en smerte i underlivet føles. Derfor kan der opstå et tab af kontakt, følelsen af at være forbundet – og for nogen en tanke om: “Gad vide om det ikke alligevel handler om, at hun ikke kan lide mig/tænder på mig/osv.”

Smerter ved samleje strækker sig altså ikke kun over det tidsrum, hvor parret har sex. Det trækker tråde ud i parforholdet og den generelle tilfredshed med hinanden. Det påvirker også det selvbillede parret har på sig selv og hinanden. Særligt for kvinden, som oplever smerterne, kan det føles som at være fanget i et fængsel. En krop som er gået i stykker.

Sex må ikke gøre ondt!

En myte som mange er vokset op med er at sex gerne må gøre ondt eller føles ubehageligt. Derfor er der også et mørketal i forhold til, hvor mange kvinder der rent faktisk oplever smerter ved sex, fordi ikke alle kvinder tager til lægen. Den ydmygelse, som kan være i ikke at blive taget alvorligt, afholder kvinder fra at tage til deres læge eller anden sundhedsfaglig personale. Der er stadigvæk i slutningen af 2024 tabu om kvinders kønsdele og underliv – så hvor skal du som kvinde søge efter hjælp, hvor du bliver mødt og anerkendt i din smerte?

Hvad kan grunden være til smerter ved samleje?

For at give dig et overblik, så får du her en liste med en lille beskrivelse under hver årsag, som måske kan gøre dig klogere på dine smerter i underlivet.

Efter fødsel

Hvis du har født og oplevede at briste, så kan der være smerter i arvævet. Arvæv er ikke så elastisk, som det ‘normale’ væv i skeden. Det kan føles som en nivende smerte der hvor du er blevet syet. Efter en fødsel kan du også opleve smerter ved samleje grundet nedsynkning af underlivet.

Vulvodyni

Hvis du oplever en brændende fornemmelse, ubehag eller smerter ved skedeindgangen, så kan det være vulvodyni. Grunden til smerten er fordi slimhinden omkring indgangen til skeden er/bliver mere følsom, og derved sker der en øgning af nervefibre i det område. Almindelig berøring vil derfor udløse en smerte reaktion. Kvinder med vulvodyni kan være udfordrede på at cykle, have stramme bukser på eller intimvaske sig under bruseren.

Vaginisme

Vaginisme er ufrivillige muskelkramper i skeden, som gør at penetrations sex er umuligt – og det er selvom du har et ønske om og lyst til samleje. Bag kønskransens overflade er din bækkenbund. Det er den muskelgruppe, som du måske tit har læst om, som “husk at knibe”, men hos kvinder med vaginisme er bækkenbunden (som oftest) overspændt og er derfor helt lukket til. Det er altså en kropslig reaktion, som kan ske både bevidst (jeg har ikke lyst til penetrations sex) og ubevidst (jeg føler mig ikke tryg ved situationen).

Myoser i underlivet

Præcis som du kan have myoser i ryg, nakke og skuldre kan du også have det i dit underliv. Bækkenbunden er sammensat af muskelfibre, som danner en slags ‘tallerken’ nederst i dit bækken. Bækkenbundens funktion er at hjælpe dig med at lukke tæt, når du går, løber, hoster, nyser osv. Hvis du oplever smerter i din ryg eller nakke, så oplever du også en spænding lige dér, hvor smerten sidder. Det samme gør sig gældende i din bækkenbund, hvis du oplever smerter i underlivet.

Lichen sclerosus

Denne autoimmune hudsygdom kan forveksles som værende svamp i skeden. Hvis du gentagende gange er blevet behandlet for svamp og det ikke har haft en effekt, så bed om en henvisning til en gynækolog. Lichen sclerosus rammer nemlig slimhinderne ved skedeindgangen på både de indre- og de ydre kønslæber. Den giver rifter, svie og en kløende fornemmelse, som derfor kan føles smertefuldt ved sex. Der kommer rifter/sår i huden, så dannes der arvæv, som gør at huden får sammenvoksninger og bliver uelastisk, som også er medvirkende til at samleje bliver smertefuldt.

Hvor kan jeg finde hjælp, hvis jeg oplever smerter i underlivet?

Som terapeut finder jeg det vigtigt at kunne sende mine klienter afsted til dygtige behandlere. Derfor har jeg et samarbejde med to UroGynObs fysioterapeuter hos Protreatment i Viborg. Mette Broen og Tanja Frøjk er begge kompetente, venlige og imødekommende kvinder. Begge brænder for at hjælpe kvinder med smerter i underlivet. Der kan være mange grunde til, at du har smerter ved samleje, ved berøring, når du går rundt, står stille, sidder ned osv. De hjælper med forskellige smerte problematikker, f.eks. arvævsbehandling efter bristning/kejsersnit, manuel afspænding af bækkenbunden, endometriose, menstruationssmerter osv. Du kan læse mere om, hvordan de arbejder med UroGybObs fysioterapi her.

De tager mod lægehenvisning og hvis du har en sundhedsforsikring kan du også benytte den hos dem.

Samtaleterapi hos en sexolog

I samtaleterapi har du mulighed for at sætte ord på de følelser og tanker, som fylder i forbindelse med din smerte. Det kan være svært at blive mødt af andre på en anerkendende måde. Særligt, hvis de ikke selv har oplevet eller oplever smerter i forbindelse med sex. I samtaleterapien er min fornemmeste opgave at lytte, anerkende og være din sparringspartner. Alt bliver taget i dit tempo og jeg har ingen agenda for terapien. Smerter i forbindelse med sex er ikke kun en udfordring, som berører sexlivet. Smerterne forplanter sig typisk til parforholdet, til selvværdet og til selvbilledet. Derfor er det vigtigt at finde en terapeut, som du er tryg ved. En terapeut, som du føler kan hjælpe dig med den problemstilling, som du står med. Som sexolog og parterapeut ser jeg på HELE dig, ikke kun din smerte – for du er mere end hvad smerten prøver at reducere dig til.

Hvis jeg lyder som en, du har lyst til at tale med, så får du 100 kr. i rabat ved brug af rabatkoden: FORUNDERLIVET. Brug koden, når du booker tid. Klik her: Book tid.

Skriv en kommentar