Manglende sexlyst – hvor blev sexlysten af?

manglende sexlyst og forståelse af den i mødet med et andet menneske
manglende sexlyst og forståelse af den i mødet med et andet menneske

Når vi oplever manglende sexlyst i parforholdet, begynder vi helt automatisk at lede efter en forklaring.

Hvad er der galt med mig? Hvorfor har jeg ikke lyst længere? Elsker jeg egentlig stadig min partner? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?

I mange parforhold er sex noget, som i de spæde stunder, der kom naturligt. Noget, I søgte sammen, glædede jer til og fandt hinanden i. Men langsomt kan det være blevet anderledes.

Måske er hverdagen blevet fyldt med arbejde, børn, praktiske gøremål og bekymringer. Måske er kroppen forandret, eller du selv er et andet sted i livet. Måske er der kommet afstand eller konflikter ind i forholdet. Eller måske ved du egentlig ikke, hvad der skete.

Du ved bare, at lysten ikke er den samme længere.

Og når sexlivet ændrer sig, påvirker det ofte mere end selve sexlivet. Det strækker sig ind i parforholdet, hvor mønstrer og strategier for at ”undgå” emnet sex trækker sneglespor efter sig. Den ene kan opleve at føle sig afvist i sine kærlige berøringer. Den anden kan opleve et forventningspres til at skulle præstere noget, som de ikke kan. Den ene rækker ud, mens den anden trækker sig – og langsomt opstår en afstand i parforholdet, som bliver sværere og sværere at tale om. I ved sikkert, hvordan samtalen ender, hvis først I begiver jer ind på emnet. Det gør de fleste par, når de oplever forskelligheder i deres relation.

Hvad der er vigtigt at forstå er, at manglende sexlyst ikke betyder, at der er noget galt med dig.

Det betyder heller ikke, at der er noget galt med jeres kærlighed.

Nogle gange forandres vores lyst – og det kan der være gode grunde til.

Lyst er ikke en kontakt, der bare kan tændes

Vi taler ofte om sexlyst, som om det er noget, man enten har eller ikke har.

Men lyst er langt mere kompleks end det.

Nogle mennesker oplever lysten som spontan. Lysten kommer først. Man mærker “jeg har lyst til dig” og får derefter lyst til at være intim sammen med sin partner.

Andre oplever lysten som responsiv. Her kommer lysten ikke nødvendigvis først. Den kan opstå som en respons på nærhed, berøring, kys, stemning og en oplevelse af at være forbundne og i kontakt.

Derfor kan det være svært at skabe lyst, hvis kroppen samtidig er på overarbejde.

Hvis hovedet er fyldt med indkøbslister, deadlines og praktiske opgaver. Hvis du er udmattet. Hvis du ikke føler dig tilpas i din egen krop. Hvis du går rundt med dårlig samvittighed eller føler, at du aldrig gør det godt nok. Eller hvis der ligger noget mellem dig og din partner, som aldrig rigtig bliver talt om. For lyst trives sjældent særlig godt i et rum fyldt med pres, afstand eller usagte konflikter.

Det betyder ikke, at du skal have et perfekt liv eller et konfliktfrit parforhold for at have lyst til sex!

Men det betyder, at det kan være værd at blive nysgerrig på, hvad der sker med dig, når lysten ser forskellig ud.

Løbetur eller sofahygge?

Jeg plejer at forklare lyst med den her metafor:

Den ene har allerede taget løbetøjet på. Ruten er planlagt, skoene er bundet, og personen er klar:

“Skal vi ikke løbe en tur?”. Dette vil oftest være den spontane lyst type.

Den anden, som har en responsiv lyst sidder stadig på sofaen. Med popcorn. I afslapningstøj. Og stener Netflix.

Og lige dér vælger man ikke nødvendigvis sofaen fra.

Men hvis man langsomt får rejst sig, kommer i løbetøjet og begynder at gå, kan lysten til løbeturen måske opstå.

Sådan kan responsiv lyst også fungere.

Man kan have brug for først at komme tættere på sin partner, mærke kroppen, kysse, berøre hinanden og skabe ro, før lysten overhovedet bliver mærkbar.

Det betyder ikke, at man skal presse sig selv til sex.

Det betyder, at lysten ikke altid kommer før nærheden. Nogle gange kommer den som en respons eller følgevirkning på den.

Og det kan være svært at mærke sin egen lyst, hvis ens partner allerede står i løbetøjet og tydeligt kan mærke sin. Så kan man nemt komme til at tænke:

“Hvorfor kan jeg ikke bare have lyst ligesom dig?”

Måske er der ikke noget galt. I har bare ikke fået forventningsafstemt, hvordan en invitation til en løbetur kan se ud.

Når sex bliver til pres

Når initiativ bliver til afvisning, som bliver til afstand, kan der hurtigt opstå en ond cirkel i parforholdet.

Den ene rækker mere ud, fordi savnet bliver større.

Den anden trækker sig mere, fordi presset bliver større.

Og pludselig handler det ikke længere kun om sex eller manglende sexlyst.

Det handler om at føle sig afvist. Ikke være attraktiv. Ikke være valgt. Eller om at føle, at man skal levere noget, man ikke kan mærke.

Jo mere sex bliver forbundet med pres, pligt eller dårlig samvittighed, jo sværere kan det blive at mærke lysten. Derfor kan det være vigtigt at stoppe op og spørge:

Hvad har jeg brug for, for at opleve mig sikker og tryg i min lyst?

Måske handler det om mere nærhed.

Måske handler det om at få kontakt til sig selv og sin krop igen.

Måske er der noget i parforholdet, der står i vejen.

Og måske handler det om noget helt andet.

Du behøver ikke finde svaret alene

Manglende sexlyst kan være svært at tale om. Især når samtalen hurtigt bliver til en diskussion om, hvem der har lyst, og hvem der afviser.

I parterapi kan vi undersøge, hvad der sker mellem jer, når sex og nærhed bliver svært.

Og i individuel terapi kan vi undersøge, hvad der sker i dig – med din lyst, din krop, din seksualitet, dine grænser eller måske din selvfølelse.

Du behøver ikke vide, hvor lysten er blevet af, før du rækker ud. Det kan jeg hjælpe dig med at blive nysgerrig på.

For måske er spørgsmålet ikke kun:

“Hvor blev sexlysten af?”

Måske er det også:

“Hvad skal der til, for at jeg kan mærke den igen?”

Der er hjælp at hente – også når det handler om noget så sårbart som sex, lyst og nærhed.

Kontakt mig via mail: simone@livetsomveje.dk

Eller find en ledig tid: Book tid

Vil du finde min prisliste: Se priser på terapi her